BBR Bygnings- og Boligregistret
Hvad er BBR-registret? I BBR-registret findes oplysninger om alle bygninger i Danmark. Det er bl.a. oplysninger om:
- ejendomsnummer
- ejerforhold
- adressebetegnelse
- antal bygninger, lejligheder og erhvervsenheder
- opførelsesår, om- og tilbygningsår
- antal værelser pr. bolig- og erhvervsenhed
- diverse arealstørrelser (herunder bebygget areal, boligareal og erhvervsareal)
- bygningsmaterialer
- opvarmning, vandforsyning, bad, toilet og køkken
- afløbsforhold
- adgangsforhold
- dato for energiattest og varmesynsrapport
- årlig leje m.v.
Hvem opdaterer registret? Det er den enkelte kommune, der har ansvaret for registreringen i BBR - men det er den enkelte ejendoms ejer, der har pligt til at sørge for, at oplysningerne i BBR altid er rigtige. Oplysningerne i BBR skal altid stemme overens med de faktiske forhold på ejendommen. Derfor er det vigtig, at ejeren giver kommunen besked, hvis der sker ændringer på ejendommen i forhold til, hvad der står registreret i BBR.
Du skal sende rettelser til
Teknisk Forvaltning.
Kan jeg få adgang til oplysninger i BBR-registret? Du kan - som ejer eller lejer - få oplysninger om, hvad der er registreret på ejendommen på den
offentlige informationsserver eller ved at henvende dig til kommunen.
Foruden ejere og lejere har offentlige myndigheder, koncessionerede selskaber, virksomheder og privatpersoner også mulighed for at få oplysninger fra registret.
Hvis du kun ønsker oplysninger for en eller nogle få ejendomme, skal du henvende dig til den kommune, hvor ejendommen ligger.
Hvis du systematisk indhenter oplysninger for flere ejendomme, skal du indgå en aftale om det med
Erhvervs- og Boligstyrelsen.
Du må ikke bruge oplysninger fra BBR-registret til opdyrkning af nye kundeforhold (markedsføringsformål) eller videregive dem til kommercielle formål.
Kan jeg få en udskrift af min BBR-ejermeddelelse? Kommunen kan udskrive en BBR-ejermeddelelse til dig, men det koster et gebyr.
Du kan også selv udskrive din BBR-ejermeddelelse gratis på selvbetjeningsløsningen Din Ejendom (kræver login/fælles pinkode).