Barseldagpenge

Her kan du læse om reglerne for barseldagpenge
Hvis du ikke har krav på løn fra din arbejdsgiver, udbetaler kommunen barseldagpenge under fravær fra arbejdet på grund af graviditet, barsel og adoption.
Din arbejdsgiver udbetaler barseldagpenge under fravær fra arbejdet på grund af forebyggende graviditetsundersøgelser.
Hvem kan få barseldagpenge?
Er du lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, har du ret til barseldagpenge, hvis du opfylder visse krav om beskæftigelse mv.
Som lønmodtager kan du få barseldagpenge fra kommunen, hvis:
- du har været tilknyttet arbejdsmarkedet alle dage i de sidste 13 uger før dit fravær på grund af barsel/adoption og i denne periode har arbejdet i mindst 120 timer eller
- du er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, fx uddannelsesgodtgørelse eller kursusgodtgørelse
eller
- du inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder eller
- du er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov eller
- du føder eller adopterer kort før afslutningen af en uddannelse. Spørg nærmere herom hos kommunen.
Som selvstændig erhvervsdrivende kan du få barseldagpenge fra kommunen, hvis
- du i mindst 6 måneder inden for de seneste 12 måneder har været beskæftiget med selvstændig erhvervsvirksomhed.
Heraf i den seneste måned før dit fravær. Hvis du i hele 6-måneders perioden har været selvstændig erhvervsdrivende, skal du have drevet virksomhed af væsentligt omfang.
Hvor meget kan jeg få i barseldagpenge?
For lønmodtagere beregnes barseldagpengene normalt på grundlag af den indtægt og det timetal, som du ville have været berettiget til, hvis du ikke havde været fraværende.
I 2011 kan barseldagpengene højst udgøre 103,51 kr. pr. time og 3.830 kr. om ugen.
For selvstændige beregnes barseldagpengene normalt på grundlag af skattemyndighedernes seneste årsopgørelse vedrørende virksomhedens overskud (dagpengegivende indtægt), og udbetales efter en 5-dags uge fra mandag til fredag med lige stort beløb pr. dag.
Selvstændige, som har tegnet forsikring hos Beskæftigelsesministeriets AdministrationsCenter, er uanset indtægt berettiget til mindst 2/3 af 3.830 kr. om ugen (2011), altså 2.553 kr. (2011)
Barseldagpenge før fødslen
Du kan få barseldagpenge fra 4 uger før, du forventer at føde. Den dag, du forventer at føde, regnes med i de 4 uger.
Du kan få barseldagpenge før 4 uger før fødsel, hvis din læge skønner:
- at graviditeten har et vanskeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for dit helbred eller fosteret
- at dit arbejde er skadeligt for dig eller dit ufødte barn.
- eller du i arbejdstiden skal til forebyggende graviditetsundersøgelse.
Råder lægen dig til at gå ned i arbejdstid under graviditeten, skal du henvende dig til kommunen, før du ændrer din arbejdstid.
Barseldagpenge efter fødslen
- de første 14 uger
Barnets mor har ret til barseldagpenge i de første 14 uger efter fødslen.
Barnets far har i samme periode ret til barseldagpenge i 2 sammenhængende uger. Hvis faderen ønsker mere end de 2 ugers orlov med barseldagpenge i barnets første 14 uger, kan han vælge det - men så trækker det fra i de 32 uger, som forældrene tilsammen har efter udløbet af 14-ugers perioden.
I de første 2 uger efter fødslen må moderen ikke genoptage arbejdet eller have nogen form for beskæftigelse. Herefter kan hun genoptage arbejdet i mindre omfang, idet barseldagpengene så nedsættes forholdsmæssigt i forhold til, hvor mange timer der arbejdes.
En lønmodtager må have op til 29½ timers arbejde mod nedsættelse af barseldagpenge - og en selvstændig erhvervsdrivende kan genoptagearbejdet i op til halvdelen af den normale ugentlige arbejdstid mod nedsættelse af barseldagpenge.
- efter de første 14 uger
Efter udløbet af de første 14 uger har forældrene tilsammen ret til barseldagpenge i 32 uger. Disse uger kan moderen og faderen frit dele mellem sig. Forældrene kan således vælge at holde ugerne sammen, på skift eller i forlængelse af hinanden. Har faderen ønsket at holde mere end 2 ugers orlov med barseldagpenge i barnets første 14 uger, trækker det fra i de 32 uger.
Ret til at forlænge dagpengeperioden
I stedet for at modtage barseldagpenge i 32 uger i træk efter de 14 uger, kan forældrene vælge at forlænge perioden med 8 eller 14 uger
- men så bliver barseldagpengene lavere, så den samlede sum, forældrene modtager, svarer til barseldagpenge for 32 uger.
Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende har ret til at forlænge 32 ugers perioden med 14 uger. Personer, der er ledige, kan kun forlænge med 8 uger.
Forældrene kan anmode om forlængelse af perioden med enten 14 uger eller 8 uger på et hvilket som helst tidspunkt i barseldagpengeperioden, men det er vigtigt at være opmærksom på, at forlængelsen dog skal være varslet over for arbejdsgiveren senest 8 uger efter fødslen.
Når barseldagpengeperioden ønskes forlænget, skal kommunen straks nedsætte barseldagpengebeløbet. Kommunen beregner, hvor meget der skulle være udbetalt i resten af den sædvanlige 32 ugers periode, og dette beløb fordeles på summen af disse uger og de uger, som perioden ønskes forlænget med. Derfor tilrådes det så tidligt som muligt at meddele, om I ønsker perioden forlænget.
Delvist arbejde og længere orlov
Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende kan genoptage arbejdet delvist og få forlænget orloven i såvel 14 ugers perioden som forældreorlovsperioden. Dog må moderen ikke arbejde i de første 2 uger efter fødslen. Faderen kan således også vælge at forlænge sine 2 ugers orlov efter fødslen ved delvis genoptagelse af arbejdet.
For en lønmodtager forlænges orlovsperioden med det ugentlige antal timer, som arbejdet har været genoptaget delvist med. For en lønmodtager forudsætter forlængelse af orloven ved delvis genoptagelse af arbejdet, at der kan opnås en aftale med arbejdsgiveren herom.
Vil arbejdsgiveren kun acceptere, at arbejdet genoptages delvist, men ikke at orloven forlænges, kan lønmodtageren udskyde den del af forældreorloven, der ikke bliver holdt, og have mulighed for at holde denne orlov med barseldagpenge, hvis der i et senere arbejdsforhold kan opnås aftale herom med en ny arbejdsgiver.
For selvstændig erhvervsdrivende forlænges orlovsperioden med halvdelen af den normale ugentlige arbejdstid, når arbejdet har været genoptaget i op til halvdelen af den normale arbejdstid.
Muligt at udskyde 8-13 uger til senere
Beskæftigede lønmodtagere har mulighed for, at den ene af forældrene kan udskyde mindst 8 og højst 13 uger af 32 ugers perioden til afholdelse på et senere tidspunkt. Den udskudte orlov skal holdes i en sammenhængende periode, og inden barnet fylder 9 år.