Tilskud til fysioterapi og kiropraktor
Alle har mulighed for at søge om tilskud til fysioterapi og kiropraktor, men reglerne er forskellige afhængigt af, om du er pensionist eller ej.
Regler for folkepensionister
Hvis du modtager folkepension kan du få et helbredstillæg, der dækker op til 85 % af din udgift til fysioterapi.
Herudover kan du søge om et personligt tillæg til dækning af resten af udgiften, hvis din økonomiske situation er særlig vanskelig. Kommunen ser på såvel formue som indtægter og udgifter. For ægtepar/registrerede partnere er det den samlede økonomi, kommunen ser på.
Regler for førtidspensionister, hvis sag om førtidspension blev påbegyndt før 1.1.2003
Her gælder de samme regler som for folkepensionister.
Regler for førtidspensionister, hvis sag om førtidspension blev påbegyndt efter 1.1.2003
Hvis din økonomiske situation er særlig vanskelig, har du også mulighed for at søge om hjælp til dækning af udgiften. Hvis du søger, tager kommunen stilling på baggrund af en konkret vurdering af din og din eventuelle ægtefælle/registrerede partners nuværende økonomiske situation. Du vil ikke være berettiget til helbredstillæg eller supplerende personlige tillæg.
Hvis du ikke modtager pension?
Hvis du ikke er pensionist, men din økonomiske situation er særlig vanskelig, har du mulighed for at søge om hjælp til dækning af udgifter til påkrævet behandling. Hvis du søger, vil kommunen tage stilling på baggrund af en konkret vurdering af din og din eventuelle ægtefælles/registrerede partners nuværende økonomiske situation.
Sådan søger du
Du skal henvende dig til Borgerservice og medbringe henvisning fra egen læge.
Det er vigtigt, at du søger om dækning af udgifter til den påkrævede behandling, før du betaler. Årsagen er, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til udgifter, der allerede er betalt.