Særlige skoletilbud

Skoletilbud til børn og unge med behov for særligt tilrettelagt undervisning.
Ringsted Kommune har gennem en længere årrække arbejdet med at udvikle skoletilbuddene ud fra en overbevisning om at alle skal både dannes og uddannes.
Dannelse og uddannelse er vigtigt.
Det er således en væsentlig pointe i Ringsted Kommunes børnepolitik, at uddannelse og dannelse har lige stor betydning for børnene og de unges muligheder. Uddannelse skal gøre børnene og de unge kompetente til at klare sig i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Dannelse skal gøre børnene og de unge i stand til at klare sig i tilværelsen som helhed og give dem indsigt og mod til at træffe personlige valg ud fra en sund dømmekraft.
Alle børn er forskellige og kan forskellige ting.
Uddannelse og dannelse skal foregå i et trygt miljø, hvor alle anerkendes for det de kan, og hvor alle møder alsidige udfordringer, som de hver især kan profitere af.
Mange specialundervisningstilbud.
Det er af stor værdi, at Ringsted Kommune råder over en lang række specialundervisningstilbud, så de børn og unge der har brug for specialiseret undervisning, i videst muligt omfang kan tilbydes en undervisning målrettet deres behov. Der er oprettet specialklasser på de almindelige folkeskoler, hvor nogle har en blivende karakter, mens andre oprettes og nedlægges i takt med behovet herfor.
Tilbud der ligger på kommunal folkeskole:
- Tilbud til elever med generelle indlæringsvanskeligheder (specialklasser). Disse er beliggende på en af kommunes byskoler, Dagmarskolen.
- Tilbud til elever med hørehandicaps. Der er på en anden af byskolerne ( Sdr. Parkskolen) oprette en række centerklasser til elever med hørehandicap.
- Tilbud til elever med tale- og/eller bevægehandicap er placeret på Asgårdsskolen. (centerklasserne på Asgårdsskolen)
- Tilbud til elever med autismespektrum forstyrrelser findes på to af kommunens folkeskoler som specialklasser ( Vigersted skole (A-klasserne) og Sdr. Parkskolen (K-klasserne))
- Tilbud til elever med neurologiske forstyrrelser ligger på Valdemarskolen. (N-klasserne)
- Tilbud til elever med psykosociale og sproglige vanskeligheder findes på Dagmarskolen. (D-klasserne
- Modtageklasser for tosprogede elever findes på Dagmarskolen
Specialskoler:
- Elever med generel udviklingshæmning (Ådalskolen)
- Elever med psykosociale vanskeligheder ( Baneskolen & Heldagsskolen)
Med de mange specialiserede undervisningstilbud vil Ringsted Kommune være i stand til at imødekomme langt de fleste behov for specialundervisning.