Specialklasserne på Dagmarskolen

Hverdag i specialklasserne på Dagmarskolen
Målgruppe
Målgruppen er børn med generelle indlæringsvanskeligheder (folkeskolelovens § 20 stk.1).
Specialklasserækken omfatter alle klassetrin fra børnehaveklasse til 10. klasse. Tilbuddet er tiltænkt de børn, hvis intellektuelle forudsætninger, på grund af generelle indlæringsvanskeligheder, kræver en målrettet og individuelt tilrettelagt undervisning i en lille overskuelig gruppe.
Organisering
Børnene undervises i grupper bestående af følgende klassetrin:
0. - 2. klasse
3. – 4. klasse
5. – 6. klasse¨
7. – 8. klasse
9. – 10. klasse
Opdelingen er dog så fleksibel, at der mere ses på barnets udvikling og standpunkt end på et egentligt klassetrin.
Undervisning
Børnene undervises primært i eget hjemlokale af de lærere, der er tilknyttet gruppen. Undervisningen af de enkelte grupper er samlet på ganske få lærere.
En gang årligt screenes børnene med forskellige individuelle pædagogiske prøver i dansk og matematik. Resultatet af disse screeninger indarbejdes i den mål - og udviklingsplan, der udarbejdes for hvert enkelt barn. Det sikrer, at undervisningen kan justeres så barnets aktuelle læringszone rammes.
I forbindelse med den daglige undervisning modtager lærerne supervision af psykolog og afdelingsleder. Der holdes teammøder og konferencer efter behov for at sikre et optimalt samarbejde mellem lærere og resursepersoner. Derudover holdes der 4 gange årligt kvartalskonferencer, hvor afdelingslederen deltager. På kvartalskonferencen drøftes nye tiltag, projekter på tværs af grupperne, samt hvad der i øvrigt er udviklende for det fælles arbejde.
UU vejleder
Den til skolen tilknyttede UU-vejleder er også vejleder for specialklasseeleverne. UU-vejlederen knytter forbindelse mellem forældre, barn/ung og skole med henblik på fremtidige uddannelses- og erhvervsmuligheder. Erhvervspraktik, kurser uden for skolen og andre udadrettede tiltag arrangeres også af UU-vejlederen.
Visitation
Når et barn, efter testning af PPR, vurderes at have generelle indlæringsvanskeligheder, anmoder distriktsskolen leder om at barnet visiteres. I visitationsudvalget deltager Dagmarskolens psykolog, den psykolog der har testet barnet, den pædagog/lærer der har indstillet barnet, distriktsskolen og afdelingsleder på Dagmarskolen.
Resursetildeling
De enkelte grupper har timemæssigt det vejledende timetal for det ældste barns klassetrin.
Økonomi
Prisen for et barn, som undervises i specialklasse, udgør pr. 1. august 2007: 100.578 kroner. Der er ikke brugerbetaling.