Printemail

Kvalitetsrapport 2006-2007

Der er udarbejdet en kvalitetsrapport for skolevæsenet for skoleåret 2006/2007, som Byrådet skal tage stilling til inden den 15. oktober 2007.
Beskrivelse af sagen
Rapporten blev behandlet af Børne- og Undervisningsudvalget den 22. august 2007 og blev herefter sendt i høring i skolebestyrelserne.

Høring
Der er indkommet høringssvar fra samtlige skoler, der er beskrevet i rapporten, og som har en forældrebestyrelse (i alt 13 ud af 14). Samtlige høringssvar samt resume af disse kan ses i bilag.

Vurdering
På trods af den usikkerhed der er forbundet med forskellige opgørelsesmetoder samt fortolkningsmuligheder i forhold de stillede spørgsmål, vurderer flertallet af skolebestyrelserne, at rapporten er anvendelig som dokumentation til Byrådet for, at det kan varetage ansvaret for folkeskolen.

Ingen af høringssvarene anfægter rapportens anvendelighed som grundlag for stillingtagen til det faglige niveau, der er belyst bl.a. via testresultater og resultater ved afgangsprøver. Flere høringssvar gør dog opmærksom på, at sammenligning er vanskelig, da det er den første rapport af slagsen og skolerne derfor, ud fra rapporten, ikke kan sammenligne/vurdere skolens (egen) udvikling. Flere af høringssvarene bemærker ligeledes, at rapporten giver udsnit af det samlede billede af skolevæsenets betingelser og resultater og at f.eks spørgsmål som evaluering af forældretilfredshed, søgning til skolen og måling af mere bløde kvalitative værdier m.v. ikke indgår i rapporten.

Flere af høringssvarene bemærker, at rapporten er med til at danne et godt grundlag for politiske beslutninger på skoleområdet. Et enkelt høringssvar udtrykker dog betænkelighed herved. En enkelt skole vurderer, at rapporten ikke giver overblik og at målet med at synliggøre forskelle og ligheder ikke er nået.

Høringssvarene er udtryk for rapportens anvendelighed til at fremme dialogen, og at rapporten er første skridt til at systematisere det løbende samarbejde mellem det politiske niveau og skolerne om evaluering og kvalitetsudvikling.

Økonomi
Intet.

Det bemærkes dog, at de lovfastlagte tidsterminer (rapportens skal være behandlet i Byrådet inden den 15. oktober og eventuelle handlingsplaner med henblik på at forbedre det faglige niveau på skolen/skolerne, skal besluttes inden 31. december) er tilpasset kommunens budgetarbejde med henblik på, at der kan tages budgetmæssig højde for eventuelle politiske fordringer.

Indstilling
Direktør for Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at:

  • høringssvarene tages til efterretning og indgår i den videre sagsbehandling,
  • kvalitetsrapporten godkendes.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 03-10-2007
Indstillingen anbefales.



 

Beslutning i Byrådet den 08-10-2007
Indstillingen tiltrådt.

Ej til stede: Teddy Pedersen