Inklusion
At være inkluderet betyder, at barnet og den unge OPLEVER sig som en værdifuld og naturlig del af et fællesskab. Man taler om, at den inkluderede elev oplever at være en del AF institutionen og ikke en del I institutionen.
I skolen har inklusion to snævert forbundne dimensioner: SOCIAL INKLUSION OG FAGLIG INKLUSION
Social inklusion vil sige at eleven oplever sig som en værdifuld og naturlig del af det person-relationelle fællesskab, der eksisterer mellem skolens jævnaldrende og voksne: eleven har med andre ord venner og forstående voksne. Faglig inklusion vil sige, at eleven oplever sig som en værdifuld og naturlig bidragyder til de opgaver og aktiviteter, der stilles i undervisningstiden og SFO tiden.
I den inkluderende skole forholder man sig ikke til om eleven har ret til deltagelse i de almindelige fællesskaber, men den pædagogiske samtale handler om, hvordan deltagelse er mulig - uden at man af den grund tilsidesætter, at nogle børn har mere brug for kompensation, støtte og særlig tilrettelagte aktiviteter end andre. MEN i stedet for at rette fokus mod barnets fejl og mangler arbejdes der på at minimere barriererne for deltagelse og læring og i at finde muligheder. Mulighederne søges både hos barnet og:
- i klassefællesskabets relationer
- i relationerne mellem det pædagogiske personale og barnet
- i relationerne mellem andre betydningsfulde personer omkring barnet
- i mulighederne i læringsmiljøet i klassen og på skolen
- i nærmiljøet omkring skolen
Udviklende fællesskaber ses som forudsætningen for deltagelse og individuel udvikling samtidig med at individualitet ses som forudsætning for fællesskabers dannelse, dynamik og udvikling.
I forhold til inklusion kan man ikke tale om grænser mellem det specielle og det normale. Det afgørende er i hvilket omfang der kan opbygges et inkluderende fællesskab, hvor diversitet og mangfoldighed kan blive en ressource frem for noget, der truer fællesskabets sammenhængskraft.
I en inkluderende skole ses det som et grundlæggende vilkår at arbejde på at vende forskellighed til en ressource. I arbejdet på at opbygge inkluderende læringsmiljøer er forskellighed en grundlæggende betingelse for alle børns udvikling og læring. Der tales om et dobbelt perspektiv med fokus på både det sårbare barn, konteksten og relationerne - på dilemmaet mellem at tilgodese den enkelte og fællesskabet.
Inklusion er, i modsætning til rummelighed og integration, et kvalitativt og subjektivt fænomen, hvor elevernes oplevelse af tilhørsforhold og accept er i centrum. Pointen er, at man ikke nødvendigvis er inkluderet fordi man er placeret i en almindelig klasse. Omvendt kan en elev godt opleve sig inkluderet uden at være i klasse hele tiden.