Frivilligt socialt arbejde
Ringsted Kommune ønsker at fremme udviklingen af frivillige organisationer og foreninger, der arbejder med frivilligt socialt arbejde. Arbejdet er dels forankret i Frivilligcenter Hyldegården, og dels gennem de tilskud som organisationer og foreninger hvert år kan søge fra Ringsted Kommune.
Social- og sundhedsudvalget udpeger hvert år de særlige indsatsområder, som Ringsted Kommune ønsker at støtte, og der afholdes hvert år et dialogmøde mellem de frivillige organisationer og foreninger.
Ringsted Kommunes mål for det frivillige sociale arbejde
- at inddrage borgerne i løsningen af de sociale problemer i kommunen, så det bliver en bred samfundsmæssig opgave og for derigennem at styrke de sociale netværk og forebygge, at sociale problemer opstår
- at kommunen gennem støtte til frivillige organisationer/foreninger, kan medvirke til at styrke personlige kontakter og medmenneskelig omsorg
- at frivilligt socialt arbejde organiseres i frivillige organisationer/foreninger, så kommunens direkte styring af dette arbejde nedtones eller helt ophører
- at samarbejdet med frivillige organisationer/foreninger foregår i en ligeværdig dialog, hvor der lægges vægt på at styrke disses egne værdier, arbejdsformer og traditioner
- at tage kommunale initiativer, der kan udvide samarbejdet med frivillige organisationer/foreninger, for at skabe de bedst mulige vilkår for disses arbejde.
På de følgende sider er der informationer om Frivilligcentret Hyldegårdens mange aktiviteter, ansøgning om tilskud til frivilligt socialt arbejde, samt informationer om hvordan du som borger i Ringsted Kommune, kan udføre frivilligt socialt arbejde.