Ringsted Bibliotek

Ringsted Bibliotek har mange aktiviteter at tilbyde borgerne.
Ringsted Bibliotek består af et hovedbibliotek og en bogbus.
Biblioteksbygningen er fra 1985 og er tegnet af Knud Munks Tegnestue som siden blandt andet har tegnet Planetariet.
Bogbussen blev taget i brug den 8. maj 2000 og rummer ca. 2000 materialeenheder og kører efter en fast køreplan fra mandag til fredag. Dekorationen er designet af Claus Pico Stæhr, Århus.
Under "Læs mere" i højre side kan du læse mere om Ringsted Bibliotek. Linket fører over til bibliotekets hjemmeside, hvor du finder information om, hvornår biblioteket har åbent, hvilke aktiviteter biblioteket gennemfører, og hvornår bogbussen er i nærheden af dig.
Foran Ringsted Bibliotek står en kileformet skulptur. Skulpturen er konstrueret over to sammensatte kiler. En kile er en geometrisk figur uden for- og bagside. Med et begyndelsespunkt der ingen udstrækning har og to linjestykker, der med punktet som centrum fjerner sig mere og mere fra hverandre. Er linjestykkerne lange nok, vil de nå deres eget udgangspunkt, - som ingen udstrækning har. Skulpturen er knyttet til begge bygninger (biblioteket og anlægspavillonen).
Torben Ebbesen er kunstneren bag skulpturen. Torben Ebbesen er en af de centrale personer i dansk nutidskunst. Mest kendt som billedhugger, men også som maler og tegner.
Han har bl. a. været Danmarks repræsentant på Biennalen i Venedig, og rundt omkring i Danmark er der mange store skulpturer af ham.
Torben Ebbesen er født i 1945 i Haderslev. Billedhugger, maler og grafiker. Professor ved Göteborg Konsthögskola i 1987-89. Formand for Statens Kunstfond 1987-89. Medlem af Den fri Udstilling fra 1984.