Printemail

Hvad er der sket i Danmark

Mange af miljøproblemerne i Danmark handler om, at vi igennem de sidste 60 år for alvor har ændret vores livsstil, f.eks. luftforureningen med CO2 som skabes af stigende privatbilisme, energiforbrug eller de stigende affaldsmængder. Den biologiske mangfoldighed er i voldsom tilbagegang. Skal vi løse disse problemer kræver det, at vi tænker miljøet ind i dagligdagen og tager ansvar for de miljøproblemer vores livsstil medfører.
I Danmark koncentrerede man fra centralt hold Agenda 21-arbejdet om miljømæssig bæredygtighed. Kommuner og amter blev opfordret til at spille en væsentlig rolle i indsatsen, ud fra synspunktet om at ”handle lokalt – tænke globalt”.

Udviklingen i indsatsen
De første danske kommuner, som begyndte at arbejde med Agenda 21, kom i gang omkring 1995/1996. Der var fra starten ikke lovmæssige krav til indsatsen, som derfor har haft meget forskelligt omfang, afhængig af kommunernes ambitioner på området. Ligesom det ikke har været alle kommuner, som har prioriteret området.

I 2000 vedtog Folketinget en ny Planlov, der blandt andet indeholder et krav om, at kommuner og amter hvert fjerde år skal formulere en Agenda 21-strategi og redegøre for sit Agenda 21-arbejde.

Første generation af Agenda 21-strategier skulle være udarbejdet ved udgangen af 2003.

Ifølge Planloven skal strategierne indeholde politiske målsætninger indenfor følgende fem områder:
  • Mindskelse af miljøbelastningen
  • Fremme af en bæredygtig byudvikling og byomdannelse 
  • Fremme af biologisk mangfoldighed 
  • Inddragelse af befolkningen og erhvervslivet i det lokale Agenda 21-arbejde 
  • Fremme af et samspil mellem beslutningerne vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold

2001 arbejdede 75 % af landets amter og kommuner med lokal Agenda 21 og i løbet af 2004 havde alle amter og kommuner udarbejdet deres Agenda 21 Strategier. Nogle meget ambitiøse og andre med meget få ambitioner.

Med regeringsskiftet 2001 skete der en generel nedprioritering af miljøtiltag og dermed også Agenda 21. Bl.a. blev Grøn Guide ordningen standset, hvilket betød at den brede inddragelse af borgerne, som er en af grundpillerne i Agenda 21 arbejdet fik det meget svært. Og i mange kommuner blev Agenda 21 arbejdet reduceret til det allernødvendigste.

Agenda 21 strategier inden udgangen af 2007
Kommuner og regioner står overfor at skulle udarbejde og offentliggøre Plan- og Agenda 21 strategier, der skal indeholde visioner og planer for, hvordan vi sammen bevæger os mod en mere bæredygtig udvikling i det 21. århundrede. Her skal kommunerne beslutte, om de kommende strategier skal være en del af de kommunale planstrategier, eller om de skal være selvstændige strategier.

I 2007 udsendte Miljøministeriet Grønt Ansvar, regeringens debatoplæg om en strategi for bæredygtig udvikling.

 

Kontakt

Agenda 21

Rønnedevej 9, 4100  Ringsted
Tlf.: 5762 6349
Fax: 5762 6315
Send e-mail