Brændeovne

Her kan du finde gode råd om hvordan man fyrer rigtigt op i brændeovne og pejse.
Brændeovne og pejse kan være hyggelige og skabe god varme, men hvis du bruger dem forkert er de både farlige og ildelugtende.
Der er ikke noget så hyggeligt som at sidde inden døre i det kolde efterårsvejr og hygge sig med god samvittighed i skæret fra levende flammer fra brændeovnen, pejsen eller kombipejsen. Men god samvittighed kræver, at du har fyret rigtigt op.
Hvordan fyrer jeg rigtigt?
Hvis røgen er usynlig og ikke lugter, fyrer du rigtigt. På den måde får du den bedste varme, og risikoen for brand er minimal. Opstår der problemer med røg og stank, fyrer du med forkert brændsel eller fyrer forkert op.
Hvad er den rigtige form for brændsel?Rigtig brændsel er rent tørt træ samt briketter af træ og halm. Sammenkrøllede aviser kan anvendes som optændingsmiddel.
Hvordan ved jeg, om jeg fyrer med forkert brændsel?
Du ved med sikkerhed, at der er noget galt med dit brændsel, når røgen vælter op af skorstenen, naboen klager over stanken fra brændeovnen, eller når ilden går ud hver anden gang, du tænder op.
Hvilke materialer må jeg ikke brænde af?
Plastik og gummi duer ikke som brændsel. Det kan udvikle giftige dampe, syredannelser eller eksplodere. Og det lugter!
Træ, der er imprægneret, lakeret eller malet indeholder giftige tungmetaller og duer ikke som brændsel. Når behandlet træ brænder, kan det udvikle arsenik, der både sendes ud sammen med røgen og ligger i asken. Af samme grund duer savsmuld og spånplader heller ikke.
Husholdningsaffald, tøj og læder er heller ikke brugbart brændsel. Det stinker alt sammen forfærdeligt, når det brænder og udvikler osende røg. Mælkekartoner er ganske vist pap, men undersiden er belagt med plastik, der smelter, oser og lugter grimt. Og vist er ugeblade, reklamer og andre tryksager lavet af papir, men de duer alligevel ikke til at varme op med. De er nemlig som regel belagt med caolin, et stof, som gør, at de har svært ved at brænde og derfor efterlader meget aske. Desuden indeholder farvet papir ofte forurenende stoffer som krom og bly.
Hvor kan jeg klage over røggener?
Det vil altid ryge op ad en skorsten, når der bliver tændt op. Røg og brandlugt behøver altså ikke at betyde, at der er noget galt. Men er du generet af røg og lugt, så tal først med problemets ejer, før du klager til kommunen. Det skaber en meget bedre stemning. Får kommunen en klage, sender vi et brev til den, der er klaget over, med besked om at kontakte skorstensfejeren inden fem dage for kontrol af brændsel og fyringsanlæg.
Hvad gør jeg, hvis jeg har fyringsproblemer?Har du fyringsproblemer, kan du kontakte skorstensfejer Kjeld Jensen. Du kan ringe til ham alle hverdage fra 7 til 10 på tlf. 5767 0148.