Klima

Ringsted Kommune arbejder for at nedbringe udledningen af CO2 og øge andelen af vedvarende energi. Det gælder først og fremmest i forbindelse med kommunens egne opgaver, men det er også målet at inspirere borgere og virksomheder til at gøre, hvad de hver især kan.
Klimaændringerne kan i dag både ses og måles. Temperaturen i oceanerne er steget og vejret er blevet mere ekstremt, fx voldsommere nedbør og kraftigere storme. Eksperterne i FN’s klimapanel er ikke i tvivl om, at det skyldes de mange drivhusgasser, vi leder ud i atmosfæren. Drivhusgasserne fremkommer bl.a. når vi afbrænder kul, olie og naturgas i elværker, oliefyr og bilmotorer.
Ifølge FN’s klimapanel kan vi stadig nå at bremse klimaændringerne ved at spare på energien, udnytte den mere effektivt og anvende mere vedvarende energi. Men vi skal handle hurtigt og effektivt. Klimapanelet mener nemlig, at udledningen af drivhusgasser på jorden skal være under halvdelen af, hvad den er i dag, om knap 40 år.
De vigtigste drivhusgasser er kuldioxid (CO2), metan og lattergas.