Nedsivningsanlæg og faskiner
Er der ikke et kloaksystem til regnvand i nærheden af dit tagnedløb, eller ligger dit tagnedløb uhensigtsmæssigt i forhold til kloakken, kan det være en ide at aflede vandet til et nedsivningsanlæg. Et nedsivningsanlæg er typisk en faskine, som kort fortalt er et hul i jorden, der er fyldt op med fx større sten eller kraftige plasticrammer. Her kan vandet fra et regnskyl samle sig, før det fordeler sig i jorden. Der må kun føres regnvand - og altså ikke spildevand fra huset - til faskinen.
Hvad er betingelserne?
Kommunen giver normalt tilladelse til, at du etablerer et nedsivningsanlæg til regnvand fra taget, når
- der ikke bliver ledt spildevand af nogen art til nedsivningsanlægget
- der ikke opstår overfladegener (fx afstrømning af vandet) eller andre uhygiejniske gener
- afstanden til nærmeste vandindvindingsanlæg er mindst 25 meter
- nedsivningsanlægget ikke placeres nærmere skel end 2 meter
- dimensionering og placering følger gældende regler.
Hvad skal jeg ellers undersøge?Når du vil etablere et nedsivningsanlæg, er det en god ide at spørge kommunen, om der er særlige betingelser, før du går i gang.
Hvad betyder det for miljøet?Regnvand fra taget anses normalt for at være meget lidt forurenende. Nedsivningsanlæg kan derfor være et godt miljømæssigt alternativ til kloakering, fordi regnvandet bliver til grundvand i stedet for at blive ført til kloak. På den måde er nedsivningsanlægget med til at øge grundvandsdannelsen.
Hvad må jeg lave selv?
Du må gerne selv lave faskinen, men husk, at kommunen først skal give tilladelse til etableringen.