Vandløbsrestaurering

Det bliver bedre for fisk og forhåbentlig også sjovere at være lystfisker om nogle år langs åerne i Ringsted Kommune. Det er i hvert fald nogle af målene, da Ringsted Kommune i efteråret 2007 gik i gang med at skabe bedre vandmiljø, nemmere fiskepassager og nye gydesteder i vandløbene. For det skulle gerne give bedre forhold for de små ferskvandsdyr i vandløbene og dermed også for fiskene.
Ringsted Kommune har i efteråret 2007 iværksat en række vandløbsforbedringer i nogle af kommunens vandløb. Det sker for at forbedre miljøtilstanden i vandløbene, så skærpet lovgivning fra EU kan opfyldes og vandløbene kan opnå en god økologisk tilstand.
Ringsted Kommune har fået udarbejdet en rapport der peger på, at der er problemer med vandløbenes fysiske tilstand. Det betyder, at der er for få fisk i åer og bække, fordi fiskene har svært ved at komme op og gyde i vandløbene, ligesom vandtilstanden i nogle tilfælde er for dårlig.
God økologisk tilstand
Ringsted Kommune går derfor i gang med at forbedre de fysiske forhold i vandløbene, ligesom gyde- og opvækstbetingelserne for fiskene i kommunens vandløb forbedres. Det sker ved at skabe fiskepassager, lægge sten og grus ud til gydepladser for fiskene, skabe skjulesteder og mere naturlige forløb i åerne.
- Vi skal sikre fiskenes naturlige vandringer i vandløbene. Ørreder fra søer og havet skal op gennem de små vandløb for at gyde. Ved at skabe passage for ørrederne i de små vandløb kan vi være med til at skabe bestande af ørreder i kommunens vandløb, som kan formere sig selv og dermed sikre en naturlig bestand af ørreder, siger Mette Søe Henriksen, der er miljøplanlægger i Ringsted Kommune og fortsætter:
- I dag er det alt for svært for fiskene at trække op i eksempelvis Ringsted Å og især videre ud i de mindre bække og vandløb, hvor ørrederne ellers hører naturligt hjemme. Der er simpelthen for mange forhindringer på vejen i form af rør, betonklodser og såkaldte stemmeværker, der giver for store niveauforskelle i vandløbene. Samtidig er det svært at gyde for fiskene flere steder i vandløbene, fordi de store sten og de gydepladser, der naturligt er i vandløbene, er blevet fjernet, når vi gennem tiden har vedligeholdt vandløbene for hårdt. Så på denne måde udbedrer vi også de skader, som tidligere tiders hårdhændede metoder har været skyld i, som Mette Søe Henriksen siger. Ringsted Kommune er opmærksom på, at vandløbene selvfølgelig stadig skal kunne aflede vand fra marker. Derfor vil gydebanker blive placeret så de tager hensyn til afvanding og drænudløb.
Fire vandløb gøres bedre
I første omgang er det fire vandløbsstrækninger, der sættes ind på ud af Ringsted Kommunes cirka 150 kilometer vandløb. I løbet af efteråret 2007 foretager vi forbedringer i Skee Å, Grønbæksløbet og Kværkeby Bæk for ørreder, andre ferskvandsdyr og vandmiljøet i vandløbene i det hele taget. I 2008 regner kommunen med, at Vognsbækken står for tur.
Landets lystfiskere er i øvrigt selv med til at betale for forbedringerne af vandløbene i Ringsted Kommune. Det skyldes, at kommunen har fået støtte til projektet fra de såkaldte Fiskeplejemidler, der blandt andet får sine penge fra salget af fisketegn landet over.