Printemail

Ringsted - Midt i skøn natur

Ved Haraldsted sø 

Ringsted er en kommune, der rummer levende landsbyer og landområder. Her er moser og åer. Søer og skove. Fugleliv og flora. Herre- og hovedgårde. Kirker, kalkmalerier og gamle ruiner. I Ringsted kan du lade roen trænge ind, lade dig betage af det storslåede landskab omkring Haraldsted- og Gyrstinge Sø, nyde skovens dybe stille ro eller fordybe dig i det rige dyreliv i Ringsted å.  

 

Aktiv i naturen

Her i kommunen kan du besøge skønne herregårde og se flotte hovedgårde. Du kan tage dine børn med ud at bade ved Haraldsted Sø, når der ikke lige er tid til en tur til kysten. Og om aftenen findes der næsten ikke noget dejligere end en løbetur mod solnedgangen bag bakkerne vest for Ringsted by. 

 

Natur over alt

I Ringsted Kommune kan du både bo i byen og på landet. Naturen er lige om hjørnet over det hele. Men hvad vejer tungest for dig og din familie, når valget skal træffes:

 

Skal skolen ligge lige om hjørnet, eller vil I helst bo for enden af en markvej med plads til et par heste i folden? Betyder det meget, at der er indkøbsmuligheder indenfor gåafstand, eller har I mest lyst til at slå jer ned i et landsbyhus med høns i baghaven?  Vil I helst have masser af legekammerater på den anden side af vejen, eller er det vigtigere, at der er sø og skov at kigge på? Her i kommunen kan I få det hele.  

 

Vi skaber naturen

Ringsted Kommune får mange nye indbyggere i disse år. Mange nævner den dejlige natur og kommunens centrale beliggenhed, når de fortæller os, hvorfor de er flyttet hertil. Vi sørger for, at der er gode byggegrunde både i Ringsted by og i flere af de ni landsbyer i kommunen. 

 

 

Vi bruger cookies på ringsted.dk.
På ringsted.dk bruger vi cookies til at indsamle statistik for at forbedre hjemmesiden. Når du klikker dig videre, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. 
Læs mere her

X