Odinsvejkvarteret
Denne side har til formål løbende at informere om byomdannelsen af Odinsvejkvarteret.
Det vil være muligt at hente information og billeder fra arrangementer via hjemmesiden, så snart de er til rådighed.
Beskrivelse af kvarteret
Odinsvejkvarteret er et ældre industriområde beliggende lige sydøst for Ringsted Station i en afstand af ca. 800 m til stationen og 1,5 km til bymidten.
Området er på godt og vel 300.000 m2 og Kvarteret fungerer i dag som et blandet erhvervskvarter med en overvægt af små og mellemstore virksomheder primært inden for håndværksfagene, værksteder samt handel med pladskrævende varegrupper, som bilforhandlere, byggemarkeder mm. Der er også en del lagervirksomhed og im- og eksportvirksomheder. Det nordvestlige hjørne af kvarteret udgøres af et mindre villakvarter, opført i 1920erne og 1930erne og der er med vedtagelsen af Lokalplan 194 yderligere godt 70 boliger på vej.
Alle grunde i området er privatejede. Kun det gamle jernbanetracé, der gennemskærer området, er kommunalt ejet. Tracéet er et levn fra den gamle Køge-Ringsted Bane, der blev åbnet i 1917. Sporet har ikke været i brug siden 1963 og ligger i dag som en grøn kile tværs gennem kvarteret.
Kvarteret fremstår nedslidt og aktiviteten i området er for nedadgående. Der er ikke udpræget mange tomme bygninger, men flere er misligholdt og bærer præg af kun at være sporadisk i brug.
Hvorfor byomdannelse?
Kvarteret ligger meget centralt i byen og er stationsnært, hvilket er med til at sandsynliggøre at området har potentiale til at udvikle sig til det bykvarter, kommunen ønsker. Samtidig oplever kommunen i disse år en stadig større tilstrømning af familier, der ønsker at bosætte sig i Ringsted. Kommunen har for at udnytte dette vækstpotentiale arbejdet aktivt med byudvikling, blandt andet på de tidligere kasernearealer. Både her og i de private udstykninger på ny jord ligger styrken primært i muligheden for at tilbyde parcelhusgrunde og tæt-lav byggeri. Det er imidlertid opfattelsen, at Ringsted, for at imødekomme tilflytningspotentialet fuldt ud, også skal kunne tilbyde alternative former for boliger. I den sammenhæng tilbyder det gamle erhvervskvarter en række muligheder.
Ved en løbende omdannelse over f.eks. 10-15 år forventes det ca. 300.000 m2 store område at kunne rumme op mod 1.000 nye familieboliger, samtidig med at der stadig vil være en betydelig andel af virksomheder i området.
