Aktindsigt
Alle borgere har i vidt omfang ret til få indsigt i de dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen i den offentlige forvaltning. Reglerne om aktindsigt findes i Offentlighedsloven, der dog også indeholder begrænsninger for, hvad der kan kræves aktindsigt i. Er du part i en afgørelsessag, gælder der en udvidet ret til aktindsigt. Disse regler findes i Forvaltningsloven. Her kan du læse om, hvordan du kan få aktindsigt.
Åbenhed og postlister
I Ringsted Kommune ønsker vi størst mulig åbenhed i den kommunale forvaltning. Et led i denne åbenhed er offentliggørelsen af postlister her på hjemmesiden, så borgere, virksomheder og pressen kan følge med i, hvilke dokumenter kommunen modtager.
Sådan søger du om aktindsigt
For at få aktindsigt skal du henvende dig til den forvaltning, som du mener behandler den sag, som du ønsker at få indsigt i. Hvis du ønsker aktindsigt i et dokument på postlisten, skal du henvende dig til Byrådssekretariatet.
Du kan søge på mange måder
Der er ingen bestemte krav til, hvordan du søger om aktindsigt. Det kan ske via brev, fax, e-mail, telefon eller ved personlig henvendelse. Der er heller ikke krav om, at du begrunder dit ønske om aktindsigt, men det skal være muligt at afgøre, hvilke dokumenter eller oplysninger, du søger indsigt i.
Du hører fra os inden 10 dage
Kommunen skal hurtigst muligt afgøre om vi kan imødekomme din anmodning om aktindsigt. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter modtagelsen, skal vi underrette dig om grunden til det, lige som vi skal fortælle dig, hvornår du kan forvente at få en afgørelse på, om du kan få aktindsigt.
Hvis du ønsker at klage over en afgørelse om aktindsigt, skal du rette henvendelse til den forvaltning, der har truffet afgørelsen.