Hvilke oplysninger handler det om
Loven indeholder en række regler om, hvornår man må indsamle og registrere personoplysninger, videregive dem osv.
Hvilke regler man skal følge i den enkelte situation, afhænger af oplysningernes karakter og formålet med databehandlingen. Også andre love end persondataloven kan indeholde regler om, at en behandling af personoplysninger kan eller skal finde sted, fx offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Persondataloven inddeler oplysningerne i to typer af oplysninger. Der er meget snævre grænser for muligheden for at kunne behandle følsomme oplysninger uden et samtykke. Omvendt er der videre grænser for at kunne behandle andre ikke følsomme oplysninger.
Følsomme oplysninger
Følsomme oplysninger er oplysninger om menneskers rent private forhold. Det drejer sig om oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofiskoverbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold. Det drejer sig om oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold, fx familiestridigheder, tvangsfjernelse af børn, separations- og skilsmissebegæringer og adoptionsforhold.
Andre ikke følsomme oplysninger
Almindelige personoplysninger er oplysninger, der ikke vedrører rent private forhold. Det kan f.eks. være identifikationsoplysninger, oplysninger om økonomiske forhold, kundeforhold eller andre lignende ikke følsomme oplysninger.