Kontorelever
Ringsted Kommune ansætter hvert år 3 kontorelever med start 1. september. Som kontorelev i Ringsted Kommune får du en spændende og alsidig kontoruddannelse.
Uddannelsen
Uddannelsen veksler mellem praktik i tre eller fire forskellige afdelinger i kommunens administration og skoleforløb, i løbet af de to år uddannelsesforløbet varer. Der er tre skoleforløb og der afsluttes med en fagprøve.
Introdag
Når du er blevet ansat som elev i Ringsted Kommune, så vil du kort tid efter blive inviteret på en introdag.
På denne dag vil du sammen med de andre nye elever komme rundt i kommunens forskellige afdelinger og møde kontaktpersonerne, samt få en kort introduktion af nogle af afdelingens øvrige medarbejdere og en kort beskrivelse af nogle af afdelingens forskellige daglige opgaver.
Når denne dag er gået, så skulle du som ny elev gerne gå hjem med en god fornemmelse og idé om, hvordan de forskellige afdelinger fungerer og hvad de beskæftiger sig med. Vi sætter denne dag af med 100% focus på dig som ny elev, så vi kan give dig den bedst mulige idé om, hvad det er for en organisation du nu skal til at være en del af. Målet med denne dag er samtidig, at når du senere, inden du starter, får mulighed for at ønske, hvad for afdelinger du godt kunne tænke dig at komme igennem i løbet af din elevperiode, så har du nået at få lidt information om dem alle sammen, så du ikke går glip af noget. Det er med til at give dig som elev den bedst mulige elevtid hos os.
Skoleperiode
Vi planlægger i samarbejde med skolen, din uddannelse for at give dig det bedst mulige skoleforløb i løbet af din elevtid.
Skoleopholdet foregår på handelsskole efter elevernes ønske og det strækker sig over en periode på i alt 15 uger i løbet af den fulde elevperiode på 2 år. I løbet af skoleperioderne vil du modetage undervisning i 4 specialefag som er følgende: Politik og Økonomi, Lovgivning, Kommunikation og Organisation.
På det tredje skoleophold kommer du, sammen med de øvrige elever, på en studietur til Bruxelles, som vil have både et stort fagligt- og socialt indhold.
Fagprøven
I maj skal 2. års eleverne skrive fagprøve. Prøven består af i alt to dele, hvor den første del er skriftlig og strækker sig over en periode på 2 uger. Her skal du skrive om et selvvalgt emne som relaterer sig til din arbejdsplads. Den anden del af fagprøven er mundtlig, hvor du skal op og forsvare din skriftlige opgave for lærer og censor.
Ringsted Kommune tilbyder:
- stor indflydelse på valg af afdelinger
- en alsidig uddannelse hvor du får meget ansvar
- en elevklub hvor du har mulighed for at drøfte emner med de andre elever i kommunen
- oplæringspersoner der altid er klar til at hjælpe
- et godt arbejdsmiljø
- flextidsordning
- en uddannelsesplan med mange forskellige typer af opgaver
- bærbar computer som kan benyttes til skoleforløbenes skriftlige opgaver og fagprøven
- et studieophold i Bruxelles
- løn som pt. (2011) er kr. 12.291,35 det første år og kr. 12.936,59 det andet år for kontorelever under 25 år. For kontorelever over 25 år er lønnen pt. (2011) kr. 18.485,76.
Ringsted Kommune annoncerer hvert år i december-januar med uddannelsesstart 1. september.