Klageråd
Klagerådet på hjemmehjælpsområdet i Ringsted Kommune behandler klager over afgørelser og udførelsen af tilbud efter Lov om Social Service §§ 83 og 84.
Klagerådet i Ringsted Kommune behandler klager over afgørelser og udførelsen af tilbud efter Lov om Social Service §§ 83 og 84. Der kan klages til Klagerådet over følgende områder:
- Personlig pleje og ernæring
- Praktisk hjælp
- Midlertidig aflastning i aflastningsbolig
- Afløsning af ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
Klagerådet har ikke kompetence til at omgøre kommunens afgørelser, men kan udtale kritik og komme med forslag til ændringer af konkrete afgørelser og generelle ændringer på området.
Klage til Klagerådet
Alle ansøgere/modtagere af hjælp efter Lov om Social Service §§ 83 og 84 kan uanset alder klage til Klagerådet. Klagen skal være underskrevet af den pågældende modtager af hjælp, eller der skal være en fuldmagt fra pågældende. Modtagere af hjælp, der ønsker at klage til klagerådet, men som ikke selv kan skrive klagen, kan få hjælp til dette af Ringsted Kommune/Klagerådet. Det vil lette sagsbehandlingen, hvis der udførligt beskrives hvad der klages over.
Klager til Klagerådet skal sendes til Sundhedsforvaltningen, Social og Sundhedsområdet. Se til højre for nærmere oplysninger.
Det Sociale Nævn
Når Klagerådet har behandlet klagen og der er foretaget en evt. revurdering af sagen, og klageren har modtaget kommunens meddelelse om resultatet af revurderingen, kan der klages til Det Sociale Nævn. Klager til nævnet skal ske skriftligt senest 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om resultatet af kommunens revurdering af sagen. Klager til nævnet skal ligeledes sendes til Sundhedsforvaltningen, Social og Sundhedsområdet, Amtstue Allé 71, der sender klagen samt relevante sagsoplysninger videre til Det Sociale Nævn.
Om Klagerådet
Klagerådet består af 6 medlemmer - 3 fra Ældrerådet, 1 fra De samvirkende Invalideorganisationer og 2 fra Social- og Sundhedsudvalget.
Klagerådet skal drøfte, vurdere og videreformidle klager over afgørelser og udførelse af hjælp. Klagerådet har ikke kompetence til at omgøre kommunens afgørelser, men kan udtale kritik og komme med forslag til/henstillinger om ændringer af de konkrete afgørelser.
Det forudsættes desuden at Klagerådet bidrager til den generelle udvikling på området gennem den dialog, der opstår mellem kommunalbestyrelsen og Klagerådet
Klagerådet har mulighed for at tage alle spørgsmål på området op til vurdering - både spørgsmål af generel karakter og spørgsmål, der udspringer af konkrete sager.
Kommunen betaler udgifterne til klagerådets arbejde og stiller lokaler til rådighed. Kommunen yder sekretariatsbistand til Klagerådet. Kommunen sørger også for at klagerådet får alle generelle og lokale oplysninger om hjemmehjælpsområdet.
Hvem kan blive medlem af klagerådet?
Mindst hvert 4. år skal kommunen sørge for, at der bliver udpeget mindst 6 medlemmer til klagerådet. 3 af medlemmerne udpeges af og blandt medlemmerne af ældrerådet. 2 medlemmer udpeges af og blandt medlemmerne af kommunalbestyrelsen. Det sidste medlem udpeges af invalideorganisationerne i kommunen. Der udpeges en stedfortræder for hvert medlem af klagerådet.
Klagerådets medlemmer
Formand
Eigil Risager
Næstformand
Inger Glerup
Medlemmer
Birgit Thomsen
Inge Jørgensen
Kirsten Bandholtz