Arkitekturpris til bofællesskab på kaserneområdet
Bofællesskabet Sofie Marie for autister på Skansen 3 på det tidligere kaserneområde får Ringsted Kommunes arkitekturpris 2008. Med arkitekturprisen følger 10.000 kroner og en bronzetavle til at mure ind i byggeriet.
02. 11. 2009
Der er mange spændende byggerier i Ringsted i disse år, så der er stor konkurrence om at få Ringsted Kommunes arkitekturpris. 2008 har ikke været nogen undtagelse. Der var indstillet to byggerier til prisen – ombygning af en bolig der tidligere har fungeret som skole i Ørslevvester og to moderne bofællesskaber for blinde udviklingshæmmende og autister – og det blev sidstnævnte, der løb med året arkitekturprisen for 2008.
Det er Fonden Mariehjemmene, som står bag det nye bofællesskab Sofie Marie, der indeholder 18 boliger. Komitéen bag arkitekturprisen fremhæver byggeriet for at give plads til friarealer og gode udendørs opholdsrum, som det lyder i begrundelsen for at give arkitekturprisen til bofællesskabet. Det er arkitektfirmaet Karl Henning Sørensen arkitekter, som har tegnet byggeriet.
- Vi er meget imponerede over de flotte nybyggerier, der præger Ringsted Kommune i disse år. Årets vinder af arkitekturprisen er for det første et flot byggeri, der hænger fint sammen med det øvrige område, og så er der arbejdet meget med at skabe et fint sammenspil i valg af materialer mellem bygningerne og udhusene, siger Thorkil Mølgaard, der er formand for Byplan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune.
Det er Byplan- og Boligudvalget, som står bag arkitekturprisen, der gives til bygninger eller andre anlæg, som forskønner Ringsted Kommune. Prisen deles mellem bygherre og arkitekt. Byplan- og Boligudvalget har også valgt at give rosende omtale og diplom til restaureringen og ombygningen af boligen på Egerupvej i Ørslevvester, der tidligere har fungeret som skole.