Ringsteds borgmester: Sygehus-analyser ikke fremtidssikrede
- Ringsted er det fremtidssikrede valg til et nyt sygehus – især når man ser på personalets og brugernes tilgængelighed til et nyt stort sygehus. Jeg mener, at et nyt sygehus i regionen skal placeres der, hvor de langsigtede samfundsmæssige hensyn taler for det. Hvis det er Køge, skal sygehuset placeres der, men hvis det er Ringsted, så skal sygehuset placeres her, siger Ringsteds borgmester Niels Ulrich Hermansen i en kommentar til de nyeste sygehusanalyser fra Region Sjælland.
16. 12. 2009
Med øje for de langsigtede samfundsmæssige hensyn mener Niels Ulrich Hermansen ikke, at økonomi- og tilgængelighedsberegningerne i analyserne er dækkende. Han ser derfor frem til, at regionens administration kommer med yderligere materiale, inden den endelige beslutning om placeringen af et nyt sygehus foreligger.
Som en kommentar til de nye analyser udtaler Ringsteds borgmester Niels Ulrich Hermansen:
- Jeg er glad for meldingerne fra flere gruppeformænd fra regionen i dag om, at Køge og Ringsted nu er de to placeringer, der er i spil til et nyt stort sygehus i regionen. Nu har jeg også fået kigget analyserne igennem, og de viser for mig, at der her og nu er tale om dødt løb mellem Køge og Ringsted. Men som jeg læser rapporterne til regionen, er Ringsted derimod det fremtidssikrede valg til placeringen af et nyt sygehus, for hverken konklusionen om, at Køge er billigst eller ligger bedst holder, siger Niels Ulrich Hermansen.
- Økonomisk er der et dødt løb mellem Køge og Ringsted. De 1,1 milliarder kroner, der er i forskel i anlægsomkostninger bliver ifølge regionens analyser reduceret til 300 millioner kroner, når man tager højde for de lavere driftsudgifter ved et projekt i Ringsted. Og af disse 300 millioner kroner er de 140 millioner kroner udgifter til jordkøb i Ringsted, mens prisen på grunden i Køge ikke er med i regnestykket. Det vil sige, at der er 160 millioner kroner i forskel mellem de to modeller i et projekt på syv milliarder kroner, som skal fordeles over 50 år. Så set fra min stol er der økonomisk set dødt løb mellem Køge og Ringsted, for det er umuligt at budgettere rigtigt inden for så smal en ramme, siger Niels Ulrich Hermansen.
- Jeg mener også, at Ringsted fremadrettet vil have en langt bedre placering end Køge. Analyserne viser, at tilgængeligheden her og nu til Køge og Ringsted er den samme for brugerne. Men flere analyser viser, at befolkningsvæksten i årene fremover kommer til at ligge ude på Sjælland i byer som Næstved, Slagelse, Holbæk og Ringsted. Derudover er der dødt løb i forhold til personalets adgang til de to byer, men beregningerne er baseret på de nuværende ansatte. Og for at være helt ærlig, så er jeg bange for, at vi kan komme til at bygge et sygehus i Køge under hensyn til overlæger fra Københavnsområdet, som er gået på pension, når sygehuset står klar. Jeg synes, det kunne være meget interessant at se beregninger for de forskellige aldersgrupper, siger Niels Ulrich Hermansen.
- Alt i alt er jeg altså sikker på, at Ringsted vil være den bedste placering for et nyt sygehus, når vi ser på, hvornår et nyt sygehus står klar, og når vi ser på de mange år fremover, et nyt sygehus skal betjene hele regionen. Både for alle dem, der skal behandles på sygehuset, og for alle dem, der skal arbejde der, slutter Niels Ulrich Hermansen.