Borgere i Region Sjælland: Ringsted er førstevalg til placering af nyt hovedsygehus
Senest den 16. marts skal Region Sjælland besluttet, hvor fremtidens hovedsygehus og akutsygehuse for regionens 800.000 borgere skal placeres. En ny undersøgelse viser, at den placering der har størst opbakning blandt borgerne, når de ser bort fra egen bopæl og ud fra en regional helhedsbetragtning, er Ringsted.
04. 03. 2010
Tilsvarende er det blot 16 procent der mener, at Køge vil være den bedste placering til hovedsygehuset. Faktisk mener 57 procent af borgerne i Region Sjælland, at hovedsygehuset skal placeres så nær regionens geografiske midte som muligt.
Ringsted Kommunes borgmester Niels Ulrich Hermansen er selvsagt glad for undersøgelsens resultater:
- Det viser, det vi hele tiden har sagt. Borgerne i regionen vil have et stort og bæredygtigt hovedsygehus, og de er villige til at flytte sig lidt længere for at komme til det. Undersøgelsen viser, at borgerne sagtens kan se ud over deres egne snævre, lokale interesser – og de beder faktisk Regionsrådet om at gøre det samme. Borgerne vægter kvalitet over nærhed, siger Niels Ulrich Hermansen.
Undersøgelsen er gennemført blandt 1.000 borgere mellem 18-74 år tværs over hele Region Sjælland gennem YouGov Zaperas Danmarkspanel. Det er Ringsted Kommune, som har bestilt undersøgelsen for at få et billede af borgernes holdning til regionens nye sygehusstruktur og placeringen af hovedsygehuset.
Den repræsentative YouGov Zapera-undersøgelsen viser, at:
- De fleste borgere i Region Sjælland mener, at Ringsted (32 procent) vil være den bedste placering for det nye hovedsygehus, hvis de ser bort fra hvor de selv bor, egne interesser og ud fra en regional helhedsbetragtning.
- Kun 16 procent peger på, at det nye hovedsygehus skal placeres i Køge
- 57 procent af borgerne i Region Sjælland mener, at hovedsygehuset skal placeres så nær regionens geografiske midte som muligt.