printSkriv til Ringsted Kommune

Erhvervspolitik med fokus på iværksættere og vækst i virksomhederne

Iværksættere og vækst i de virksomheder, der allerede er i kommunen. Det er de to hovedindsatsområder i Ringsted Kommunes nye erhvervspolitik.
12. 04. 2011
Erhvervspolitik med fokus på iværksættere og vækst i virksomhederne. Foto: Colourbox

Det er en tung arv, den nye erhvervspolitik i Ringsted Kommune skal løfte. Siden den ”gamle” erhvervspolitik blev vedtaget for tre år siden, er Ringsted Kommune blevet kåret som Danmarks bedste erhvervskommune og den kommune på Vestsjælland, som har det bedste erhvervsklima. Men med den nye erhvervspolitik skulle der være mulighed for, at de gode takter fortsætter – det er i hvert fald ambitionen hos byrådet, der i erhvervspolitikken gør det klart, at Ringsted fortsat skal stræbe efter at være Danmarks bedste erhvervskommune.

 

- Vi ved selvfølgelig godt, at det bliver svært at holde de flotte placeringer, fordi undersøgelserne nu engang er designet, så der kan komme forskellige kommuner på 1. pladsen år efter år. Men signalet fra Byrådet til vores administration, virksomhederne i kommunen og virksomheder, som påtænker at flytte til Ringsted, er klart: Vi vil erhvervsliv her i Ringsted, og vi vil gøre en stor indsats fra kommunens side for at gøre det bedst muligt at drive virksomhed i Ringsted, siger borgmester Niels Ulrich Hermansen.

 

Politik i tæt samarbejde med Erhvervsforum

Erhvervspolitikken, som i øvrigt er blevet til i et tæt samarbejde med virksomheder og handlende i Ringsted Erhvervsforum, har seks indsatsområder:

  • Fastholde og videreudvikle et godt erhvervsklima
  • Tiltrække nye virksomheder
  • Medvirke til at skabe vækst i de eksisterende virksomheder
  • Sikre bedre kompetencer og menneskelige ressourcer
  • Understøtte iværksættere
  • Understøtte Ringsted som handels-, kultur- og oplevelsesby

 

Ringsted Kommune vil især fokusere på, hvordan kommunen kan understøtte vækst i de eksisterende virksomheder i kommunen. Det skyldes, at 80 % af væksten i danske mellemstore byer kan tilskrives vækst i de eksisterende virksomheder. Samtidig vil der med den nye erhvervspolitik sættes yderligere fokus på kommunens understøtning af nye virksomheder og iværksættere.

 

Idéer og planer i fællesskab

Ringsted Kommune har derfor en række spændende projekter på tegnebrættet for kommunens iværksættervirksomheder og vil forsøge at arbejde endnu bedre sammen med virksomhederne i kommunen inden for de områder, hvor Ringsted er stærke, fx bygge- og anlægsbranchen, transport og handel og oplevelser.

 

- Det er først og fremmest virksomhederne selv, der skaber erhvervsudviklingen i Ringsted, og i Byrådet er vi særligt glade for, at Ringsted Erhvervsforum så aktivt bidrager til den vækst, som kendetegner Ringsted. Som kommune vil vi fremover arbejde endnu tættere sammen med kommunens virksomheder om at udvikle nye idéer og planer for erhvervslivet i Ringsted. Vi tror på et tæt samarbejde på tværs af det offentlige og det private, slutter borgmester Niels Ulrich Hermansen.

 

FAKTA: Det særligt nye i erhvervspolitikken

Erhvervsklima
Udvikle paneler og netværk i Ringsted Erhvervsforum yderligere
Evaluere Ringsted Kommunes erhvervsklima og erhvervsservice som baggrund for fremtidig udvikling

Tiltrække nye virksomheder

Mere aktiv indsats for at tiltrække virksomheder – bl.a. via Copenhagen Capacity og Invest in Denmark
Skabe større synlighed om erhvervspotentialerne i Ringsted Kommune
Menneskelige ressourcer og kompetencer
Koble lokale uddannelsesinstitutioner og virksomheder sammen bl.a. for at sikre de rette efter- og videreuddannelsestilbud
Koble de lokale virksomheder og de 8.000 udpendlere med hinanden for at udnytte de stadigt stigende uddannelsesmæssige ressourcer, der er hos indbyggerne i kommunen
Vækst i eksisterende virksomheder
Udvikle klynger og netværk mellem virksomheder med fokus på nye forretning og produktudvikling
Synliggøre og understøtte eksportmuligheder for lokale virksomheder
Understøtte iværksættere
Udvikle Den Kreative Matrikel og kommunens iværksætterservice – bl.a. gennem regionale, nationale og internationale samarbejder
Bedre kontakt fra kommunens side med alle nystartede virksomheder – via egen erhvervsservice
Handel, kultur og oplevelser
Endnu tættere samarbejde mellem offentlige og private udbydere af hand-le, oplevelser og kultur – også på tværs af kommunerne i området
Understøtte Ringsted som værtsby for større events

 

 

 

 

 

 


 

 

 


 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søg i nyheder