Glad Mad i Ringsted Kommune
Udviklingshæmmede i Ringsted Kommune begynder i løbet af foråret en uddannelse som køkkenmedarbejdere, så de fremover kan lave mad til i kommunens kantiner og køkkener. Køkkenuddannelsen af medarbejdere med udviklingshæmning går under navnet ”Glad Mad” og vil ske i samarbejde med TV Glad og blive fulgt af den kendte kok Søren Gericke. Han leverer i øvrigt smagsprøver både på uddannelsen og maden om et par uger på Knud Lavard Centret.
17. 01. 2011
På plejecentret Knud Lavard Centret ligger Café Ingeborg. Cafeen har til huse i et meget smukt lokale, der rummer uanede muligheder, og som i dag ikke udnyttes optimalt. Mange beboere på plejecentret er blevet svagere og har fået svært ved selv at skabe liv omkring sig. Med projekt ”Glad Mad”, hvor udviklingshæmmede udlæres til køkkenmedarbejdere, sætter Ringsted Kommune både gang i caféen og livet omkring denne og de udviklingshæmmedes muligheder for at komme i arbejde. Den oprindelige baggrund for projektet var, at Byrådet i forbindelse med vedtagelsen af budget 2010-2013 vedtog en hensigtserklæring om etableringen af et nyt beskæftigelsestilbud til bl.a. udviklingshæmmede.
- Det er utrolig dejligt, det er lykkedes at afsætte en million kroner til et projekt, der både skaffer mere liv og glæde til de ældre, og som samtidig er med til at skabe anderledes arbejdspladser til medborgere med udviklingshæmning. De får nu mulighed for at få et godt arbejde, der har stor betydning for andre, siger Benny Christensen, der er formand for Ældreudvalget i Ringsted Kommune.
Arbejde med betydning
Til at binde køkkenet sammen og sikre de kulinariske oplevelser ansætter Ringsted Kommune en kok, der får hjælp af et par ernæringsassistenter og nogle køkkenuddannede medarbejdere med udviklingshæmning. Køkkenuddannelsen af medarbejdere med udviklingshæmning vil ske i samarbejde med TV Glad og vil blive fulgt af den kendte kok Søren Gericke.
- For at skabe liv og glæde både for de ældre og de udviklingshæmmede har vi valgt at tænke nyt med afsæt i køkkenet. For i køkkenet åbnes alle menneskers sanser – dufte, lyde af liv og smag. Men vi skaber et anderledes køkken. Et køkken, hvor medarbejderne har forskellige kvalifikationer for at lave mad og til at skabe liv og glæde omkring sig. Et køkken, der genererer liv og glæde ved at producere og servere sund duftende mad, der pirrer alle sanser, siger formanden for Ringsted Kommunes Socialudvalg Britta Nielsen om baggrunden for projekt ”Glad Mad”.
Mange forskellige opgaver
Udover madproduktion skal der holdes hyggeligt i caféen. Brugerne i Træningsfunktionen på Knud Lavard Centret kan have brug for en hjælpende hånd til at komme ind i caféen, mens de venter på transport hjem, og der vil være opgaver i forbindelse med transport og anretning af maden i afdelingerne. Alt sammen opgaver servicemedarbejdere med udviklingshæmning vil tage sig af efter en grundig sidemandsoplæring, hvor målet er at de selv kan klare arbejdsopgaverne.
- Nu begynder vi med den væsentlige opgave at skabe liv og glæde og få mennesker til at mødes med afsæt i køkkenet og caféen. Fremtiden er det for tidligt at spå om, men der er mange muligheder i den her måde at blande kortene og tænke livskvalitet på. Så man kan sagtens forestille sig, at korpset af servicemedarbejdere med udviklingshæmning kan løse andre opgaver på sigt, slutter projektleder Anne Mikkelsen.