printSkriv til Ringsted Kommune

Snyd ikke virksomheden

Ny lokal kampagne skal hjælpe flere unge i uddannelse og job.
27. 09. 2011
Ny lokal kampgne skal hjælpe flere unge i uddannelse og job. Foto: Colourbox

2.300 virksomheder i Ringsted, Sorø og Faxe modtager i øjeblikket en opfordring til ikke at snyde sig selv. Opfordringen kommer fra kommunernes jobcentre og de lokale beskæftigelsesråd, der gør opmærksom på, at virksomhederne går glip af mange fordele, hvis de ikke ansætter elever eller på anden vis hjælper unge fx med kortere praktikforløb el.lign.

 

De virksomheder, der allerede har elever ansat, fortæller, at eleverne er engagerede og ser tingene med friske øjne samtidig med, at de ikke er så udgiftstunge, da der er mange muligheder for tilskud. Desuden har virksomhederne en følelse af at ”gøre noget” for kommende generationer, og de oplever en tilfredsstillelse over at være en aktiv del af det omgivende samfund, når de tager elever ind. I det vedlagte materiale er der interview med to lokale virksomheder – Netto Fuglebakken i Ringsted samt HARIBO i Faxe – hvor både elever og personaleansvarlige fortæller om deres erfaringer.

 

De virksomheder, der synes, at de selv er for små eller udgifterne ved elever for store, kender måske ikke de mange tilskudsmuligheder og den store fleksibilitet, der er i elevordningerne. Desuden er det en kortsigtet beslutning ikke at ansætte elever, da manglen på faglært arbejdskraft ligger rundt om hjørnet. Alene i region Sjælland vil der over de næste 10 år mangle 2.000 faglærte. Derfor modtager virksomhederne en informationsfolder med posten: ”Snyd ikke din virksomhed”, og herefter bliver de ringet op og tilbudt et møde med en lokal konsulent fra jobcenteret, så de kan høre om mulighederne for tilskud mv.

 

I Ringsted, Sorø og Faxe kommune er der i øjeblikket 156 studerende uden elevpladser, der er i risiko for helt at droppe ud af uddannelsessystemet, hvis de ikke kan komme videre. I Ringsted er der tale om 45 manglende pladser, i Sorø 43 og i Faxe 68.
Mangel på uddannelse kan have store konsekvenser for de unge. Således har unge uden ungdomsuddannelse hele 12 gange større risiko for at komme på førtidspension eller blive kontanthjælpsmodtagere senere i livet end unge med en ungdomsuddannelse. I forhold til økonomi og helbred er der også negative konsekvenser.

 

Det er derfor vigtigt, at der findes de nødvendige elevpladser – både for de unges egen skyld, men også i forhold til at virksomhederne har de nødvendige kompetencer fremover.

 

Ud over casene er der i det vedlagte materiale baggrundsinformation om indsatsen i Sorø, Faxe og Ringsted kommuner for at få flere virksomheder til at ansætte elever, ligesom der er interview med arbejdsmarkedsforskere m.v.

 

Klik her og se informationspjecen "Om indsatsen for at få flere unge i uddannelse ....."

 

Søg i nyheder