printSkriv til Ringsted Kommune

Tilsyn fører til ændringer på Bo- og Servicecentret

Torsdag den 27. oktober 2011 blev der på opfordring fra Ringsted Kommune gennemført et eksternt, uanmeldt tilsyn på bostedet Bo- og Servicecentret. Det skete, fordi pårørende til beboere på bostedet havde henvendt sig til Sundhedsforvaltningen.
12. 12. 2011
Tilsyn fører til ændringer på Bo- og Servicecentret

Den uvildige rapport på baggrund af tilsynet viser, at opbevaringen af medicin på bostedet ikke har været i orden, og rapporten fremhæver bl.a., at arbejdsplanlægningen og arbejdsprocedurerne på bostedet er mangelfulde, at indretningen af fællesområder ikke er tilendebragt efter en flytning, at beboernes såkaldte hjemmedage ikke er ordentligt beskrevet og planlagt, samt at der mangler retningslinjer for brugen af en fælleskasse, som beboerne indbetaler til.

 

”Straks da tilsynet var foretaget den 27. oktober 2011 gik Ringsted Kommune i gang med at rette op på forholdene. Allerede samme aften og nat blev medicinhåndteringen bragt i orden, og efterfølgende har Ringsted Kommune og medarbejderne på bostedet sat en række handlinger i gang på de øvrige områder”, siger Ringsted Kommunes voksen-seniorchef Anne Dorte Greve Madsen og fortsætter:

 

”Det er væsentligt for mig at fremhæve, at der forvaltningen bekendt ikke er opstået konkrete fejl i forhold til medicinhåndteringen, men risikoen har været til stede. Det er bestemt også godt at kunne konstatere, at tilsynet påpeger, at medarbejderne på trods af de konstaterede fejl og mangler har en meget omsorgsfuld kontakt og tilgang til beboerne”, siger voksen-seniorchef Anne Dorte Greve Madsen.

 

De handlinger, som Ringsted Kommune har sat i gang er bl.a.:

  • Arbejdet med medicin er nu som retningslinjer og regler kræver det. Hjemmesygeplejerskerne bistår løbende med medicinhåndteringen og vil levere ydelser til borgerne på bostedet som foreskrevet i loven.
  • Byggeriet er færdiggjort. Oprydning og indretning – herunder opsætning af gardiner – er i gang.
  • Et ledelsesteam på tværs af administration og andre institutioner i Ringsted Kommune er nedsat til at bistå ledelsen på bostedet. Støtten gives bl.a. omkring arbejdsplanlægningen og arbejdsprocedurerne på stedet.
  • Der igangsættes gruppesupervision med henblik på at styrke arbejdsmiljøet og derigennem også den brugerrettede kvalitet.
  • Procedurer omkring omgangen med beboernes økonomiske midler er under udarbejdelse i samarbejde med BDO Kommunernes Revision.

 

Der har været afholdt orienteringsmøde for personalet og de pårørende. Her er hovedtrækkene i den uvildige tilsynsrapport blevet gennemgået, ligesom de tiltag, der allerede er blevet sat i værk, er blevet præsenteret og drøftet.

 

Afslutningsvist fremhæver voksen-seniorchef Anne Dorte Greve Madsen, at Bo- og Servicecenteret fortsat er et godt og trygt sted at bo – og at den igangsatte proces netop har vist, at pårørende og personale har stor fælles vilje til at skabe de bedste vilkår og rammer for beboerne.

 

Søg i nyheder