Byrådet bestiller plan for arbejdet med KLK-anbefalingerne
Byrådet i Ringsted Kommune besluttede tirsdag aften den 26. juni at tage anbefalingerne i KLK’s analyse af ledelses- og samarbejdskulturen i Ringsted Kommune til efterretning.
27. 06. 2012
Samtidig vedtog Byrådet, at direktionen skal lave en plan for det videre arbejde med de anbefalinger, som KLK er kommet med. Denne plan skal ligge klar til Økonomiudvalgets møde i september. Derudover besluttede Byrådet, at der inden udgangen af 2012 skal gennemføres et seminar for Byrådet om moral og etik i det politiske arbejde, herunder forholdet til den administrative organisation. Seminaret for byrådet skal desuden indeholde en redegørelse for Ejendomsstabens og HR-stabens virke samt for den praktiske håndtering af fælles indkøbsaftaler i kommunen.
”Vi anerkender klart, at der er behov for at arbejde med de anbefalinger, som KLK er kommet med. Jeg er glad for, at direktionen nu kan videreføre arbejdet og videreføre den stringente ledelse, som mange medarbejdere har givet udtryk for deres tilfredshed med. Vi ser frem til, at kommunens mange medarbejdere nu kan få ro til at gøre det væsentlige, nemlig deres daglige arbejde for borgerne i Ringsted Kommune”, siger borgmester Niels Ulrich Hermansen.
Baggrunden for Byrådets beslutninger er den analyse, som KLK gennem de seneste måneder har gennemført af ledelses- og samarbejdskulturen i Ringsted Kommune. I analysen er der en række anbefalinger, der bl.a. går på at få udarbejdet et kodeks for godt politisk lederskab, en tydelig strategisk retning for Ringsted Kommune, klare roller i de enkelte ledelseslag samt en bedre kommunikation internt i organisationen.